Skaberkraft i krisetider - om at være musikere under corona. Indlæg fra en andelshaver

DiGiDi har flere tusinde andelshavere, som alle arbejder med musik på alverdens måder. Vi er alle medejere og medskabere af DiGiDis univers og kan alle nyde godt af hinandens viden om branchen, som altid er i udvikling. Derfor er denne blog selvfølgelig også åben for indlæg fra JER! Kontakt os HER, hvis du er interesseret i at skrive et indlæg.

- Holdninger ytret i dette indlæg er ikke nødvendigvis DiGiDis holdninger.

Skaberkraft i krisetider - om at være musikere under corona

Indlæg af Julie Hugsted, No. 1267

Foto: Louise Elisabeth Andersen

I skrivende stund er der netop kommet et fallback i forhold til corona-virus i Danmark. Vi er simpelthen tilbage til et sted, hvor flere bliver smittet, der kommer flere restriktioner, og udsigterne til new normal er bedre end udsigterne til normalitet.

Men lad os gå et skridt tilbage til, hvor det hele startede. Det er marts 2020, og da beskeden for alvor siver ind, ved vi også allesammen, at kulturen kommer til at bløde i år. Vi står overfor en verdensomspændende pandemi, og imens politikerne taler om sikkerhed, og vi alle holder os hjemme, er der ét emne, som først kommer på dagsordenen efter mange opråb fra både etablerede og sociale medier: Musikken.

Musikere, vores interesseorganisationer, koncertarrangører og distributører stod pludselig med en enorm udfordring: Vores levebrød forsvandt fra den ene dag til den anden. Alle koncerter, festivaler og showcases forsvandt som dug for solen. Der kørte en indre playliste, som shufflede mellem Iggy Pops “No Fun”, “Ghost Town” fra The Specials og “I Wanna be Sedated” af Ramones. “Sounds of Silence” fik en ny betydning og “Come as You Are” var pludselig ikke med på mit repertoire ligesom “At Last” med Etta James syntes som det sidste, man ville synge med på.

Efter mangen et forsøg på at komme igennem lydmuren anerkendte politikerne og forbrugerne, at kultur koster penge - kunst er ikke bare noget, der opstår ud af det blå. Det er produkter, alle mennesker benytter sig af og nyder dagligt, og ligesom alle andre produkter, skal der være nogen, som skaber og distribuerer dem. Og selvom musikere er ildsjæle, kan vi ikke leve af at komponere, øve og indspille. Det er tværtimod processer, der både koster (arbejds)tid og penge.

Den sørgelige klovn i det fortabte cirkus blev vores kulturminister, der som den eneste i Folketinget ikke insisterede på, at der skulle bevilges penge til kulturen. Det mente en lang række politikere og privatpersoner heldigvis.

Der blev hurtigt etableret alternativer til det traditionelle koncertformat - her tænker jeg især på de mange onlinekoncerter, der begyndte at pible frem i løbet af foråret. Da hele befolkningen alligevel sad klinet til computerskærmen og hungrede efter adspredelse, fungerede det godt - i en periode. Den store elefant i rummet til disse koncerter er, at vi ikke får betaling for at spille. Generelt er der ikke en forbrugeradfærd i Danmark, hvor man sender donationer via PayPal eller MobilePay til musikere, der bliver ved med at skabe og optræde. Hvis musikken skal have en fremtid under og efter corona, bliver vi nødt til at ændre forbrugeradfærd og gøre det klart for forbrugerne, at det hverken er fair eller resulterer i bedre performances og kompositioner, når vi ikke får en rød reje for det hårde arbejde. 

Den sidste nadver

Det er lidt som 11. september 2001. Vi kan allesammen huske, hvor vi var, og hvad vi lavede, da vores statsminister gik på talerstolen den 11. marts. Vi reagerede forskelligt - nogle blev bange, andre kontrære, nogle mistede håbet, andre fandt ny styrke. 

Min sidste aften i den gamle verden var fredag den 13. marts, hvor jeg lagde backingvokal til et album, som et andet lokalt band var ved at indspille. Da jeg ankom, var jeg så overvældet af den nye situation, at jeg kastede mig om armene på ejeren af lydstudiet og græd! Ikke desto mindre endte det alt sammen godt; vokalen blev lagt, vi fik talt om verdenssituationen - i bogstaveligste forstand - og jeg gik hjem. Igennem en spøgelsesby, der lå stille hen i natten.

Jeg var i frivillig karantæne i de seks første uger, hvor jeg udelukkende befandt mig indenfor i min lejlighed eller når jeg købte ind. Min sociale kontakt holdt jeg udendørs, og alt hvad der hed besøg hos venner, timer i øveren, koncerter og udsigten til gigs på sommerens festivaler var væk. I mere end to måneder rørte jeg ikke ved et andet menneske, og jeg tænkte fra tid til anden over, hvor ironisk det var, at mit sidste kram var med tre halvfulde gutter i et snusket øvelokale i Aarhus N. Det begyndte at ligne starten på alt for mange af de B-film, jeg har set i mit liv.

Pandemic Punk

Var titlen på den første single jeg udgav i løbet af min frivillige karantæne. Jeg var langt fra den eneste - eller den første - som skrev en sang om coronakrisen. Pludselig var der en enorm underskov af musikere, som havde noget på hjerte - noget de havde til fælles på hver deres måde.

Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det skete for jer andre. Ikke desto mindre tillader jeg mig at tro, at nogle af jer har oplevet noget i samme stil. Efter en uges tid med adjustments, sikkerhedsforanstaltninger og accepten af the new normal, skete der et eller andet. Jeg kunne ikke længere bare chatte på Facebook, gå stadigt længere ture med hunden og ned for at handle.

For første gang i mit liv skulle jeg selv indspille alle numre - jeg havde jo ingen musikere eller studiemulighed. De elektriske guitarer blev indspillet via et eksternt lydkort med en enkelt indgang. Vokal og analoge instrumenter blev optaget via mit headset - jeg fandt ud af, at en enkel skive toiletpapir er det bedste popfilter. Produktion og miks måtte jeg også stå for, imens jeg - trods alt - kunne sende musikken til digital masterering.


Der skete et eller andet i krydsfeltet mellem angst, kedsomhed, indebrændthed og det totale fravær af en almindelig hverdag. Det eneste, der helt sikkert ikke var blevet lukket ned for, var min kreativitet, mit behov for at udtrykke mig og den energi, som den skabende proces altid giver mig. 

Efter at have været alene med mig selv i tilstrækkeligt lang tid, genopstod et gammelt altergo, og mine to alteregoer, Juka Trashy og Lady Petit, endte med at udgive en EP “34m2 of Fun”. Heldigvis skete noget lignende for mange af mine kolleger, og da jeg kontaktede Digidi i forbindelse med min udgivelse, fik jeg at vide, at der i løbet af påsken havde været et boom i singler relateret til corona.

Vi har det seneste halve år udgivet en væld af musik, der vil gå over i historien. Musik, der er skabt under den største internationale sundhedskrise siden den spanske syge. Det her overgik 1980’ernes angst for HIV, 1990’ernes kogalskab og 00’ernes fugleinfluenza. Og vi fandt den ultimative måde at tackle det - vi begyndte at skabe.

Musikkens corona-fremtid

Jeg bilder mig ikke ind, at denne tekst i sig selv vil ændre den herskende diskurs blandt forbrugerne, der efterhånden har vænnet sig til, at musik ikke er noget, man skal betale for - for slet ikke at tale om den politiske ignorance omkring kunstens værdi. Men jeg kan ikke lade være med at tænke - eller håbe - på, at denne krise har åbnet publikums øjne for, at vi alle forbruger musik - også når den ikke er live. En forståelse af, at vi skaber noget for nogen, hver gang vi skriver et nummer og sender det til distribution.

Vi sælger ikke bare et track; vi sælger et produkt, som du ikke kan få i en billig kopi af på næste gadehjørne. Så selvom vi ikke spiller live, er vi stadig mennesker, der har ret til at få betaling for ærligt og redeligt arbejde, som andre mennesker nyder godt af. 

Så selvom mange af os står med aflyste koncerter og en desperation for at komme ud med vores musik, skal vi ikke sælge os selv til lavestbydende, for på den måde signalerer vi også selv, at det, vi laver, reelt set ikke har en værdi. 

Tusind tak til Julie for dette indlæg. Du kan lære mere om hende, samt lytte til musikken her: Spotify, Facebook, Instagram, Bandcamp