Bigband anno 2019 - Indlæg fra en andelshaver
DiGiDi har flere tusinde andelshavere, som alle arbejder med musik på alverdens måder. Vi er alle medejere og medskabere af DiGiDis univers og kan alle nyde godt af hinandens viden om branchen, som altid er i udvikling. Derfor er denne blog selvfølgelig også åben for indlæg fra JER! Kontakt os HER, hvis du er interesseret i at skrive et indlæg.
- Holdninger ytret i dette indlæg er ikke nødvendigvis DiGiDis holdninger.
Bigband anno 2019
Indlæg af Victor Svold, No. 4605
Det vil være synd at sige, at 2019 er bigbandenes storhedstid. Nyt og spændende computergeneret musik stiller sig mere og mere i spotlightet, og bag rampelyset står vi et par stykker med en passion for en genre, der ikke får helt den opmærksomhed, som vi selv kunne tænke os. Om det er håndspillet hiphop, country, brit-pop, swing eller noget helt femte, mener jeg er irrelevant for den udfordring, man står overfor som musiker udenfor den populære musikkultur.
Jeg hører til én af dem, der med det yderste af neglene holder fast i swing og jazz. Ironisk nok er jeg født det år, Sinatra døde, men det skal naturligvis ikke være en stopklods. På skuldrene af netop Frank Sinatra, Count Basie, Sammy Davis Jr., Fitzgerald, Armstrong og alle de andre, bevæger jeg mig i et musikfelt, som på den ene side er dødt og på den anden side lever videre som intet andet.
Hvem kender ikke “Theme from New York, New York” (ja, den med trompeterne og Sinatra) eller Dream a Little Dream of Me? Det er numre, der hører til den arv, vi kalder jazz-standarder eller “The Real Book”. Der er tusinder af sådanne sange, og tag et besøg på din lokale jazz-klub, så får du en god håndfuld af dem fremført for dig. Det er dér, den ægte jazz lever. Blandt improviserende virtuoser, slidte instrumenter og fadøl til en 20’er. Indimellem sætter jeg mig også på jam-scenen og må sande, at jeg ikke kan følge med de benhårde musikere, der ofte udfylder rollerne til jazz-jams. Men jeg kan skrive.
Og det er ikke særlig jysk, sådan at rose sig selv. Men min passion ligger i komposition og performance. Sidstnævnte lader vi lige ligge. Jeg skriver musik i en genre, som pop-lytteren ikke vil sige er pop, og jazz-lytteren ikke vil sige er jazz. Lige dér, et sted i det gråt felt sidder jeg med min computer og skriver noder i et program. Jeg synes, det er spændende at udforske, hvad swing og jazz kan i dag på den populære scene. Hvordan skriver jeg et omkvæd, der er ørehængende og stadigvæk i swing?
Med min nye single Dancing With The Witches har jeg forsøgt netop at ramme en genre, der åbner døren til jazz for den almene radiopop-lytter. Blæsertemaet er catchy og strukturen er til at finde rundt i, så jeg ikke mister den ‘gennemsnitlige lytter’ i farten. Og misforstå mig ikke - den ‘gennemsnitlige lytter’ er ikke lige så uinteressant, som navnet antyder. Tværtimod. Det er dém, der er interessante at udfordre, mener jeg. Den inkarnerede jazz-lytter vil formentlig høre min sang og kritisere den for at være for kedelig, mens de lyttere, der ikke er vant til swing og truthorn, vil spærre øjnene op og i bedste fald have lyst til at høre mere af min musik.
Det er dér, jeg gerne vil hen, med mit bigband-inspireret musik. Hvad enten det er det nye 160 bpm Dancing With The Witches, eller det noget mere tilbagelænede (You Gotta Have) Faith in Me, jeg udgav sidste år, så synes jeg, det er vidunderligt, når folk jeg ved holder sig til Discover Weekly-playlisten på Spotify, sender mig en besked for at rose min musik. Fordi så har jeg da rykket ét eller andet i nogen!
For at vise fans den proces, jeg er i, når jeg skriver musik, har jeg fået produceret en dokumenterende video. Videografen fulgte mig over i skulderen i studiet og snakkede med mig derhjemme. All for you to see. Dén håber jeg, du har lyst til at se. Og så håber jeg at se dig enten på Facebook, på Spotify eller måske til en koncert.
